LAPIDARIUM

LAPIDARIUM & SLOTSHOLMEN

Få essensen af Kongeriget Danmark serveret på 2 timer

 

Vi får Nationalmuseet til at åbne dørene for os ind til Kongernes Lapidarium hvor Christian IVs bastion og bryghus i dag er forvandlet en spændende skjult verden med hundredevis af opmagasinerede skulpturer. Hér finder vi gipsafstøbningen af Frederik Vs rytterstatue, én af de fineste i verden, og hér står de vejrbidte skulpturer fra Nordmandsdalen fra Fredensborg Slot der efter 300 år under åben himmel trænger til tørvejr og hvile.

 

Bagefter tager vi turen til fods rundt om Slotsholmen, og må selvfølgelig som det første forholde os til BLOX, Lille Langebro og Den Sorte Diamant, og spørge hvad disse nye indslag bidrager med til Danmarks vel nok fineste og ældst bebyggede ø. Vi taler om Børsen, Holmens Kirke, Christiansborg med dens nye terrorsikring, Frederik VIIs rytterstatue, Slotskirken, Thorvaldsens Museum, Sonnefrisen og meget andet. Hvert et spir og hver en facade rummer spændende historier i dette område, og vi får selvfølgelig det hele med (næsten).

 

Slotsholmen er Københavns administrative centrum fra biskop Absalon og frem til i dag, og er faktisk den dag i dag et arkitektonisk skatkammer fra alle Københavns aldre. Vi ønsker alle at bevare vor gamle hovedstads historiske bygninger, og spørgsmålet bliver så, i hvor høj grad vi ønsker selv at opføre og efterlade noget fra vores egen tid? Hvad der er nyt og ”grimt” i dag, kan være en turistattraktion om 200 år. Hvem ved?


Varighed: 2-2,5 timer