Mit liv som opfinder

Frederik Lindskov fortæller om foderskålen GREEN i TV2 Lorry.

FREDERIK LINDSKOV

Cand. mag.filosofi, kunsthistorie


Byvandringer. Arkitektur. Foredrag. Galleribesøg. Museumsomvisninger. Busudflugter. Debatarrangementer.


Skriv eller ring hvis I ønsker foredrag eller omvisning i arkitektur, kunst eller filosofi. Byvandringer i nye bydele, omvisning i aktuelle museums- og galleriudstillinger og foredrag ved powerpoint i aktuelle emner. Busture til dansk stjerne arkitektur.

SITEMAP


BYENS RUM


OM MIG


KONTAKT

SKRIV ELLER RING


E-mail: frederik.art@gmail.com

Telefon: +45 28 89 40 90

Instagram: frederik_lindskov


Et liv som opfinder, idéudvikler, tekstforfatter, designer, billedkunstner og foredragsholder.

KUNSTHISTORIKER & FILOSOF

Jeg er uddannet i kunsthistorie (2001) og filosofi (2009) fra Københavns universitet.


FORMIDLER

Jeg har siden 2003 forestået flere og forskelligartede undervisningsforløb. Jeg har været billedkunstlærer på Københavns Tekniske skole og operaguide hos Dania Rejser, og er sidenhen blevet fast foredragsholder og omviser ved FOF og i privat regi.


Fra 2013 og frem afholder jeg årligt over 100 foredrag og omvisninger. Jeg underviser i kunst, filosofi, arkitektur og innovation, og er gennem årene kommet tættere på en forståelse af hvad som kræves ved en god formidlingspræstation: En idé, en drejebog, grundig forberedelse, gode og spændende præsentationer og et godt og smittende humør ved selve formidlingen. Jeg er overbevidst om, at den allervigtigste ingrediens er begejstring for stoffet. Hvis man er begejstret i sin formidling, så bliver alle andre det også.


BILLEDKUNSTNER

Jeg debuterede som udøvende kunstner på Charlottenborgs Forårsudstilling og Kunstnernes Efterårsudstilling i 2005 og udstillede årligt begge steder frem til 2008. Jeg vandt KS-prisen på Kunstnernes Sommerudstilling i 2007 og er blevet opkøbt af forskellige foreninger og samlere. I 2009 fik jeg en aftale i stand der indebar en totaludsmykning af Konferencecenter Bernstorff Slot. Auditorier, gange, mødelokaler og hotelværelser er blevet udsmykket med knap 80 værker. I 2014 blev jeg opkøbt af Colas Foundation i Paris. På asylcenter Avnstrup afleverede jeg næsten 50 vægmalerier i forbindelse med en ny biograf, en bazar-afdeling og generel vægudsmykning.


Mit virke som billedkunstner fremstiller på mange måder essensen af mit væsen: Jeg er meget nysgerrig af natur og er tilsvarende stædig, når først jeg er på sporet af noget. Jeg forholder mig meget kritisk til vedtagne regler, praksisser og forudindtagede meninger og er samtidig fokuseret på at omforme, videreudvikle eller ligefrem helt at opfinde nye tilgange. ”Nyskabelse” og ”originalitet” er nok de begreber der bedst dækker min professionelle indstilling til det at skabe kunst. Jeg er enig med Jorn: ”Går man ikke til yderligheder, skal man slet ikke gå”.


BESTYRELSESFORMAND

I 2008 blev jeg valgt ind i bestyrelsen for Kunstnernes Efterårsudstilling (KE) og sad som formand i perioden 2009-2012. KE står nu med en helt ny og gennemmoderniseret udstillingsplatform. Jeg har haft det overordnede ansvar for et koordineret samarbejde mellem bestyrelse, forretningsfører, sekretær, fundraiser, webbureau, PRbureau, håndværkere, udstillingssted og diverse underleverendører. KE fik på tre år med mig som formand næsten fordoblet sin ansøgerpulje. Vores budget til PR, katalog, eksterne ressourcer og events er i samme tidsrum tidoblet, og bedre fundraising og større besøgstal har sørget for at regnskabet i dag er i balance.


SPECIALKONSULENT

I perioden 2014-17 revitaliserede de fleste af landets Røde Kors asylcentre. Mine erfaringer fra KE-formandsskabet, udsmykningen af Bernstorff Slot og 15 år med produktudvikling, PR, branding mv. er på mange måder smeltet helt sammen i disse omfattende projekter. Revitalisering handler om at gennemgå alle led og - om nødvendigt – omtænke det hele. Det hele hænger sammen: image, hjemmeside, bygning, ansatte, arbejdsgange, skiltning, indretning, farver osv. Mit arbejde har bestået i alt fra udarbejdelse af ny skiltning, ny ikonografi, implementering af ny digital informationsportal og relokering af arbejdsgrupper, informationsskranke mm. til iværksætteri med asylansøgerne – jeg oprettede malerteams, tømrerteams, gartnerteams, fototeams mm. som alle deltog i fornyelsen af centrene.


Jeg har udarbejdet en designmanual for Røde Kors Asylcentre, således at man fremover ved åbning af nye centre har en manual der kan følges.

OPFINDER, PRODUKTUDVIKLER, DESIGNER

Jeg har knap 15 års erfaring som opfinder og produktudvikler i samarbejde med bl.a. Kruuse A/S, Karlie Heimtierbedarf (Tyskland), Topet (Kina) og i skrivende stund med holdet bag Northmate ApS. I 2003 opfandt og produktudviklede jeg i samarbejde med Karlie og Teknologisk Institut et gyroskopisk hundelegetøj, der i dag er patenteret og sælges worldwide. I 2007 lancerede jeg produktet ”Catmosphere” i samarbejde med Kruuse. I 2011 brød vi igennem på det internationale marked med DogMaze, og i de seneste fire år har vi i Northmate lanceret et nyt og patenteret produkt om året. Disse og lignende udviklingsprocesser har udover selve konceptudviklingen givet mig solid erfaring i en række samarbejdsprocedurer såsom kontraktskrivning, forventningsafstemning og ikke mindst samarbejde og forhandling på engelsk. Jeg har de seneste fire år årligt været på messe i Tyskland og Italien for at sælge vores produkter i Northmate. Green-foderskålen sælges i dag i mere end 40 lande og indgår i en permanent udstilling på Experimentariet i Hellerup som eksempel på dansk innovation.


Jeg har udviklet et firmaløfte jeg kalder 7-MATES, og det indebærer at Northmate over en syvårig periode vil løse alle grundlæggende problemer for hunde og katte i hjemmet. Det er ambitiøst - men muligt. Alene Green har vundet 5 internationale guldmedaljer i forskellige kategorier.


DEMOKRATISK KUNST

I 2017 grundlagde jeg og en tidligere kollega i reklamebranchen firmaet ARTSPOIL ApS. Vores målsætning er at brede kunsten ud til alle lag af samfundet og én gang for alle gøre op med kunsten som et elitært fænomen.


MODUS OPERANDI

Jeg er stærk organisatorisk, og min entusiasme og ildhu har det med at smitte dem omkring mig. Da jeg er meget initiativrig og handlekraftig fordrer samtidig at folk omkring mig selv handler proaktivt og begejstret igennem initiativ og ansvar. Jeg leder bedst ved selv at gøre et godt eksempel, og er derfor meget lydhør overfor ideer og initiativer der fostres omkring mig. Jeg tror på det nye, på det forbedrede og på det originale. Derfor handler organisation, markedsføring og i sidste ende ledelse for mig altid primært om indhold og først derefter om form. Jeg er ekstremt fokuseret på at løse den overordnede problematik for derefter med alle midler at nå i mål med en original og nytænkende løsning. Jeg ved det altid er muligt. Derfor interesserer jeg mig ikke meget for den type ”girafsprog” der stræbes efter i lige rigelig grad i  mange moderne organisationer, da anerkendelse uden indhold er som en bil uden motor. Hvis alle er fokuseret på at gøre deres arbejde så godt som muligt, så kommer respekten, anerkendelsen og det gode samarbejde helt af sig selv.


Mine erfaringer som opfinder, billedkunstner, iværksætter, leder af KE og konsulent for Røde Kors koblet med min faglige styrke fra universitetet gør, at jeg både er velfunderet teoretisk og bredt favnende i praksis. Jeg kan som få andre gå hele vejen fra idé over modning til præsentation og effektuering. Jeg behersker i lige grad den konceptuelle fase som den digitale bearbejdning, den skriftlige og verbale formidling og det brede afsluttende samarbejde. Som grænsesøgende person udfordrer jeg konstant mig selv for at opnå de bedst mulige resultater. Jeg forsøger altid at se løsninger i stedet for problemer. Jeg betragter mig selv som meget logisk tænkende og tragter altid efter grundighed, enkelhed og intellektuel klarhed.


Mit ønske er at kombinere min uddannelse med mine evner indenfor innovativ tænkning og formidling. Mit største idol er og bliver Leonardo da Vinci: at have en evig og utrættelig nysgerrighed på verden og at søge at påvirke denne i en nytænkende retning – indenfor alle fag … på samme tid. Det er i sandhed en smuk utopi. Verden er uendelig dyb og mystisk. Min plan for livet skal afspejle dette tankevækkende vilkår.

UDVIKLEDE PRODUKTER

Hør mere om GREEN i videoen øverst på denne side. En interaktiv foderskål der nedsætter hastigheden hvormed hundens mad indtages. Det tager hunden 10-20 gange længere tid at spise sin mad fra GREEN i forhold til en normal foderskål - og det er godt! I naturen er hundens nærmeste slægtninge vant til at skulle søge, slås, nedlægge, flå, gnave og nøjes. I vores verden får hunden maden serveret på et sølvfad.


Green er inspireret af en græsplæne og forsøger at stimuere hundens lugtesans og dens naturlige lyst og evne til at søge efter mad. Måltidet er en leg - og hunden træt bagefter...